KLIMAANGST

Selvom udtrykket måske lyder lidt poppet i manges ører, så er det blevet et begreb, psykologien har måttet tage alvorligt.

Jeg ser det selv som en gren af det, vi typisk betegner katastrofeangst, hvilket er et velkendt angstfænomen. Ikke at det decideret har udgangspunkt i egentlige katastrofer, men oftest i overdrevne bekymringer over forhold, som ikke er let at overskue eller forstå. En slags magtesløshed.
Det er sjældent, at katastrofeangsten ”hænger” konkret på angst for naturkatastrofer, epidemier, krig eller lignende store trusler.

Med ”klimaangsten” synes det imidlertid anderledes.
Her er tydeligt udgangspunkt i det, mange vil kalde klimatruslen. Et negativt ladet ord, der ikke har en klimatologisk saglighed at hænge hatten på.
Det er et faktum, at det globale klima har en tendens til svagt stigende middeltemperatur set over en periode på de sidste 150 år.
Vælger man også andre perioder, så opdager man, at klimaet har det med at svinge. Perioder med øget varme, perioder med øget kulde. Og følgelig forandringer i de meteorologiske forhold lokalt og regionalt. Mere nedbør, mindre nedbør. Mere vind, mindre vind. Varmere somre, køligere somre. Tørke, oversvømmelse etc.

Der hersker ikke tvivl om en øgning i temperaturen over de sidste 150 år, og ikke mindst siden 1960’erne. Industrialiseringen med den store udledning af drivhusgasser er med sikkerhed medvirkende. Om den er afgørende og i hvilken grad, drøftes blandt klimatologerne, og der er langt fra enighed.
FN’s politisk valgte klimapanel synes skråsikker, mens mange uafhængige klimatologer verden over er knap så skråsikre.
Men selvom årsagen kan diskuteres, så kan temperaturstigningen og dens klimamæssige effekt ikke diskuteres.
Der er dog næppe grund til at frygte selve klimaudsvinget. Frygten synes da også at bero på følgevirkningerne, der præsenteres som den ene voldsomme katastrofe efter den anden… pænt fulgt til dørs med skråsikre påstande om sammenhæng med klimaændringen.
Her går det galt. Der råbes ”Jorden går under”. ”Ulven kommer”.
Hysteriet tager fat. Vi får en opstandelse, som ikke er set siden danskernes bekymring for risikoen ved atomkraft som energikilde i Danmark.
Før den bekymring var der en bekymring for atomkrig som stormagterne i øst og vest mere eller mindre tydeligt truede med.
Men bekymringen manifesterede sig ikke til en angst. Hverken unge eller ældre tog tilløb til traumer eller depressioner. Bekymringen var og blev en fornuftig bekymring, som man mentalt kunne forholde sig til.

Jeg tænker, at skulle de samme forhold blive aktuelle i dag, så ville nutidens mediedækning bygge sig op som en omsiggribende skrækkampagne. Det ene worst-case scenarium efter det andet. Det værst tænkelige ville blive skåret ud i pap 24/7 hos alle medier… og ikke mindst de sociale platforme ville gå amok. News og fake news ville straks gå hånd i hånd. Nye ”Greta Thunberg-hystader” ville få plads og sprede usaglig skræk. Frygt og angst i skøn forening.

Men i dag ER det ikke bekymringen for hverken atomkrig eller atomkraftens bagside, der puster sig op til traumer og katastrofeforestillinger. Nej, det er den registrerede variation i klimaet.
Og jeg skal da love for, at nyhedsmedier, dokumentarprogrammer og lignende får de få graders variation til at ligne Jordens undergang. Havene vil overskylle kontinenterne, byer forsvinde, store landområder rammes af konstant tørke, andre af ekstrem nedbør, ekstreme storme og uvejr, ustoppelige skovbrande og mere til. Dyrearter vil uddø.
Mennesker vil flygte og søge nye veje. Folkevandringer med krigslignende tilstande til følge. Mangel på fødevarer. Og mere til.
Og dét disse medier ikke får overdynget os med, det sørger de sociale platforme for. En tidevandsbølge af traumatiserende fremtidsudsigter.
Det meste rent nonsens, men med selvsamme mentale effekt: Angst.

Klimavariationen har ikke skabt klimaangsten. Slet ikke.
Det er mange år siden klimatologer og meteorologerne konkluderede, at klimaet globalt set ændrede sig med en svagt stigende temperatur. Enkelte aviser bragte saglige artikler om denne opvarmning, men det fik ikke nogen bevågenhed fra lægmand.
Mange vil huske, at ”hullet i ozonlaget” fik opmærksomhed for år tilbage. At ”hullet” (den mindre mængde ozon over polarområdet) skyldtes vores udledning af CFC-gasser (visse chlor- og flourholdige stoffer), var der for så vidt faglig enighed om, og ligeledes forståelse for hos lægmand. Men ingen større bekymring, ingen frygt, ingen angst. Salget af sololie steg, og vejrudsigten begyndte at angive dagens UV-indeks. Så faldt danskerne og andre nordboere til ro. Og det gjorde ”hullet” også, da CFC-gassernes udledning blev begrænset eller forbudt.

I nyere tid begynder medierne så at fortælle om isbjørnenes udfordringer. Isen smelter. Det får mange til at lukke øjnene op. ”De stakkels isbjørne.” Vores følelser kommer i spil.
Som en naturlig følge af isbjørnenes udfordringer rettes fokus konkret mod isens afsmeltning. Havene stiger!
Men ”bekymringen” synes at forblive på et niveau, hvor interessen for havstigningen ikke vedkommer os alle. Højst de, der bor lavt… hollænderne og nogle småøer ude i… et sted i verden.

Men så går vejret amok. Gang på gang skaber vejret sig, og ikke mindst regnmængderne øges, og skaber lokale oversvømmelser. Nu går det op for teknikerne ved de kommunale værker, at kloaksystemerne er dimensioneret for ringe, hvis nedbørsmængden fortsætter i fremtiden.
Men det er væsentligt at påpege, at det ofte er det lokale fænomener. Isolerede vejrmæssige anomalier. Ikke nødvendigvis relateret til en global opvarmning.
Temperaturstigningen HAR dog en indflydelse, men det er ikke den generelle opvarmning, der danner basis for de mange anomalier. Derimod er det dem, der nu fanger lægmands øjne… og mediernes øjne.
NU begynder alle at linke anomalierne til den globale opvarmning. Med rette eller urette.

Næsten samtidigt overraskes forskerne af den tiltagende afsmeltning af isen både i nord og i syd. Selvom forskerne har haft øje for afsmeltningen, så overraskes de af den pludselige hurtighed, afsmeltningen har.
Det får naturligvis klimatologerne op af stolen. Måske er den klimatiske ”motor” mere påvirkelig og følsom end antaget?
Det er selvfølgelig fagligt interessant for klimatologerne og meteorologerne, men deres usikkerhed spreder sig som ringe i vandet… grundigt renset for saglighed.
Til gengæld er der stof, klik, læsere og seere i forskernes usikkerhed. En usikkerhed, der blæses op til en trussel. En klimatrussel. En katastrofe. ”Ulven kommer!” ”Jorden går under!”

Især unge mennesker reagerer negativt på bølgen af skrækscenarier. Men selvom en del af de klimatiske fremtidsudsigter holdes på et sagligt niveau, så er det mængden (bombardementet), der sætter sig i hjernen hos de mange unge. Magtesløshed.
Bekymring og frygt erstattes af angst.
Dét er nok den egentlige trussel og katastrofe.

De unge mennesker er ganske enkelt ikke i stand til at skelne. Heller ikke i stand til ikke at lade sig påvirke af selve mængden af oplysninger og bekymringer. Fakta eller ikke fakta. Det vælter bare ind over dem.
Måske spørger du, hvorfor det overvejende er de unge, der påvirkes så negativt, at det bliver angstprovokerende for dem?
Hvorfor ikke os mere modne mennesker?
Forklaringen gemmer sig faktisk i hjernens udvikling. Børns og teenagernes hjerner er slet ikke færdigudviklet før midt eller sidst i tyverne. Og ét af de psykologiske træk, der netop gør sig gældende ved den ”unge hjerne” er, at hjernen kun vanskeligt er i stand til at se og forstå konsekvenser af ting, der sker. Og af egne handlinger, for den sags skyld.

Så når det klimatiske bombardement sætter ind for fuld styrke, så vil det for mange unge trigge en angst for fremtiden, for uoverskuelige konsekvenser.
De unge vil være de, der har sværest ved at se og anerkende de utallige positive tiltag, som klimavariationen faktisk har medvirket til. Hele den grønne omstilling. Bæredygtighed. Tekniske innovationer. Listen er lang. En perlerække af menneskelige og teknologiske fremskridt. Handlinger!

Men de unge ser ikke disse positive og konstruktive konsekvenser.
De bemærker ikke, at der handles på situationen. De rammes bedst af katastrofescenarierne… det sælger, det virker (fra mediernes side). Og derfor skriger de på voksnes ansvar… kræver handling! Ansvar og handling, der kører i højeste gear.

Så klimaangst… tja, for os med klienter i stolen hver dag, må vi først og fremmest erkende, at den unge hjerne er let påvirkelig… og ikke mindst gennem de platforme, de unge desværre typisk selv vælger at hente deres viden fra.
Dernæst må vi forstå, at vi står med en fornuftig bekymring, der grundet alt andet end klimaet, manifesterer sig som en overdreven frygt med tendens til angst.
Mange forældre spørger mig, om deres teenagebarn dog ikke kan tales til fornuft… forholde sig anderledes end bange, angst, skrækslagen og nærmest hysterisk?
Nej, ikke let. Er mit svar.
For det er den unges følelser, der er ramt. Ikke fornuften. Fornuften er i forvejen i vanskeligheder… takket være hjernens sene udvikling. Og følelserne har nu engang magten. Magten over tanker og handlinger.

Hvordan tackler vi det så i vores klinik?
Selvom det er op ad bakke, så sætter vi alligevel ind med en portion kognitiv terapi. Noget af det kaldes metakognitiv terapi. Anvendt rigtigt HAR det en effekt på fornuften.
Men det er primært den følelsesfokuserede terapi (hypnoterapi), der flytter noget for den unge, der har en irrationel angst.
Kombinationen af begge indsatser er forcen i vores klinik, hvor vi er to terapeuter på. Men hver vores kompetencer.

Mit råd til alle jer, der arbejder med ”klimaangst”, er at være opmærksom på, HVAD der rent faktisk medfører skiftet fra bekymring til angst.
Det er en helt anden indfaldsvinkel, end jeg så ofte har hørt forsøgt. Nemlig den, hvor man beholder klimaet som fokuspunkt, og dermed desværre cementerer, at klimaet er truslen.
Uanset hvor meget man forsøger at nedtone en angstprovokerende faktor, så bibeholder hjernen sin angst, så længe fokus er på dét, som den tror er ”faren”.
Det er lidt det samme, som når mor eller far siger til barnet, der er bange for at sove alene på sit værelse: Du skal ikke være bange. Der ikke noget at være bange for. Monstre findes ikke. Der er ikke uhyrer under din seng. Monstre findes ikke.
Ovenstående forsøg på at berolige barnet og fjerne angsten er spild af tid. Og har da også den modsatte effekt.
Læs her, hvordan barnets hjerne suger bestemte ord til sig i bombardementet af en forgæves ”tryghedsskabende indsats”:

Du skal ikke være bange. Der ikke noget at være bange for. Monstre findes ikke. Der er ikke uhyrer under din seng. Monstre findes ikke.

Nu har forældrene sikret sig, at barnet forbliver bange. De lagde nemlig fokus på dét, som barnet bilder sig ind, er farligt.
Det er (om end forenklet) klimaangsten om igen. Holder du fokus på klimaet, så er det en angst, du fastholder.
Holder du fokus på HVAD, der hjernemæssigt reelt har gjort den unge ”bange”, så kan du flytte følelserne.

Det var en lang smøre… det her med klimaangsten.
Håber ikke det tog vejret fra dig.
Men måske fik du varmen. Bare et par grader 😊