Børn reagerer anderledes end voksne ved hypnose… det ved hypnoterapeut Tommy Rosenkilde

Børn og hypnose

Mange hypnoterapeuter arbejder nødigt med børn, og det kan de have en god grund til.
Det kræver nemlig mere end at kunne håndtere de hypnotiske teknikker, der er den psykologiske vej til den forandring, klienten ønsker sig.
Børn er oftest ganske anderledes “klienter” end de voksne.
Dels har de en begrænset forståelse for, hvad det er, de går ind til. Dels har de umiddelbart vanskeligere ved at holde fokus, slappe af, koncentrere sig og evne at “mærke følelsen”.
Overordnet bryder de sig ikke om at “slippe” mor eller far, der som regel er med, og “overgive” sig til den fremmede. Terapeuten ER en fremmed.

Det er naturligt for barnet at føle en utryghed ved denne fremmede. Hvem er han/hun? Hvad vil han/hun gøre? Hvad skal der ske? Hvordan gør han/hun?
Selvom forældrene efter bedste evne har forsøgt at forberede barnet, så kan første besøg hos en hypnoterapeut være en ukendt og utryg situation.
Bedre bliver det bestemt ikke, hvis hypnoterapeuten foretrækker at lade forældrene vente udenfor i venteværelset. Nu er barnet ALENE med den fremmede, og barnet er fortsat ikke klar over, hvad der helt præcist skal ske.
For de voksne er det helt ok at sætte sig behageligt til rette i terapeutens lænestol og lukke øjnene. Men for barnet er det “farligt” at lukke øjnene, for nu kan det jo ikke se, hvad der sker omkring sig. Det siger sig selv, at barnet føler sig sårbar og utryg ved ikke at kunne se, hvad den fremmede gør. Og forældrene – den sikre base – er “vist bort”.

Men lad os nu forudsætte, at mor bliver i lokalet, og barnet faktisk reagerer positivt på hypnoterapeutens indledende arbejde.
Kan terapeuten så roligt arbejde videre ud fra erfaringen med voksne?
Nej… terapeuten kan nemt få sig nogle pudsige overraskelser med ”børn i stolen”. Det kan let “slå benene væk” under den uerfarne hypnoterapeut.
Børn har de underligste reaktioner under et sådant arbejde. Mange åbner øjnene og tjekker lige situationen. Mange spørger pludselig om noget. Mange vender og vrider sig… nogle nærmest roterer i stolen. Og under selve hypnosen sker det, at børn uventet rejser sig og går lidt rundt… inden de igen sætter sig og fortsætter i trancen.
Mangen en uerfaren hypnoterapeut vil hurtigt konkludere, at “det her fungerer vist slet ikke”. Jeg kender faktisk en del erfarne og dygtige hypnoterapeuter, der har givet op, fordi de kun har haft erfaring med voksne klienter… som jo oftest følger “håndbog for hypnoterapi”.
Det er både synd og ærgerligt, for børn er faktisk både lette og sjove at arbejde med i hypnose. Men det kræver en ballast ud over de hypnotiske teknikker.

Så hvad er det, det kræver at arbejde med børn og hypnose?

Det betinger, at terapeuten har “forstand” på børn. På børns adfærd og på børns hjerner.
Betinger at terapeuten giver sig tid til at skabe tillid.
Betinger at terapeuten forstår barnets opfattelse og tankegang… både af selve besøget hos terapeuten og af den situationen, som mor og far typisk ønsker forandret. En situation, der ofte tolkes vidt forskelligt af barnet og forældrene.
Derfor betinger arbejdet også, at terapeuten faktisk er i stand til at forstå forældrenes tanker, adfærd, reaktioner og ønsker. Vi kan altså let få brug for en stor grad af familieterapeutisk kendskab.

Uha… ikke sært at mange hypnoterapeuter siger fra.
For alle kan jo ikke have en baggrund som pædagog, skolelærer, børnelæge eller andet virke, der har skabt en faglig forståelse af arbejdet med børn i forskellige aldre. Helt unge hypnoterapeuter har måske ikke selv børn. Har ikke haft mindre børn i skolealderen. Ikke oplevet teenagerens hysteri og rasen mod de voksne. Ikke oplevet, at familien er ved at gå i stykker over børnene… eller børnene er ved at gå i stykker over familiens skænderier og skilsmisse.
Jo bedre baggrund hypnoterapeuten har, hvad angår kendskab til og konkret viden om børn og deres “verden”, jo bedre kan en hypnoterapeut arbejde med det enkelte barn.
Derfor er det en vanskelig opgave for mange.

Hos mig, hypnoterapeut Tommy Rosenkilde i Blokhus, er børn velkomne.
Her kommer mange. Børn helt ned til 1. klassetrin og enkelte i før-skole-alderen. Når børnene når op i 8. – 9. klasse kalder jeg dem “unge”, og selvom man rent hypnoteknisk kan arbejde med dem som voksne, så har de i reglen deres pubertet med i bagagen. Har terapeuten ikke forståelse og kendskab til den unges hjerne, der jo er “under kraftig ombygning”, så er terapeuten let på Herrens mark.
JEG har heldigvis en god ballast i mit virke, når det gælder børn og unge.
Et langt liv som lærer og pædagogisk-psykologisk vejleder i skolesystemet er absolut den force, der gør, at jeg gerne arbejder med børn og unge i terapien. Jeg kender dem. Ved hvordan de skal tackles. Er i stand til at skabe den tillid og tryghed, der er tvingende nødvendig for et konstruktivt arbejde. Er i stand til at bruge børnenes og de unges egne ord, fantasi og humor. Kan tegne for og med dem. Kan “lege” situationen ind. Giver mig tiden. Tiden til at skabe tilliden… om det så skal tage en hel time.

Jeg har arbejdet i årevis med børn og familier i krise… stort og småt. Ved hvordan barnet (barnets hjerne) lader sig påvirke.
Alligevel kan jeg blive overrasket! Pudsige reaktioner fra barnet i hypnosen. Også reaktioner, der bevirker, at nu må Tommy Rosenkilde tænke helt anderledes og alternativt.
Hvordan skal det nu gribes an? For denne metode synes ikke at fungere. Godt så… andre veje. Tænke som barnet, tænke måske 180 grader omvendt. Spændende og udfordrende. Bestemt ikke noget, der slår benene væk under mig. Jeg forventer altid, at det mest underlige kan ske under arbejdet med barnet.
Uanset reaktionerne så ser jeg altid arbejdet som en proces, der undervejs kan kræve nye veje, nye døre. Men vi er på vej… barnet og mig. Intet er spildt eller tabt. Uanset hvor lidt vi konkret har nået i forhold til den eksakte forandring, så har vi skabt et fællesskab. Vi har “noget” sammen. Det skaber tillid og tryghed. Men det betinger, at du som hypnoterapeut kan være både julemand, legeonkel, tryllekunstner, tegner og fortæller…. OG en kammerat.
Hele tiden med den voksnes tydelige myndighed!
Det sidste kan selv for forældre være vanskeligt nu om dage.

Nu spørger du måske: Jamen har du aldrig givet op? Aldrig haft fiasko?

Begrebet fiasko findes ikke, når man arbejder med hjerner. Det er ikke en computer, hvor en IT-løsning skal findes.
Klientens hjerne kan jeg ikke pille i. Jeg kan søge at påvirke den, forstået på den måde, at klienten vælger at lade sin hjerne suge til sig… og tillade sig en forandring.
Har jeg gjort, hvad der står i min magt som guide, vejleder og “påvirker”, så må klientens hjerne klare selve opgaven… selve dét at skabe forandringen.
Måske magter eller evner klienten ikke dét. Det kan du så benævne en fiasko for klienten.
Ikke at have succes med selve forandringen, er ikke det samme som ikke at have udført et tilfredsstillende arbejde.
Du er nødt til at sammenligne det med paramedicineren eller lægen, der kæmper med en person med hjertestop. Den bedst tænkelige indsats blev ydet… men personen klarede det ikke. En fiasko for patienten, udtrykt lidt tragikomisk. Men et tilfredsstillende arbejde blev ydet. Indsatsen var ikke en fiasko. Det var lige efter bogen.

Jeg har mange gange haft børn med “diagnoser”. Jeg hader diagnoser, for allerede der, har en eller anden medicinmand sat barnet i en kasse med etikette. Ud fra den etikette handler så hele det etablerede sundhedsvæsen desværre.
Det gør jeg ikke i mit arbejde.
Naturligvis er jeg bevidst om forventede reaktioner, tanker og mulig adfærd, hvis jeg kender diagnosen. Jeg ved godt, hvad der gemmer sig bag etiketten. Jeg er faglig bekendt med disse “diagnoser”, som den medicinske verden elsker at begrænse “det hele menneske” med.
Men jeg møder barnet “uden diagnose”.
Jeg møder barnet som et menneske, jeg nu skal samarbejde med. Hvordan dét vil arte sig, må vi jo se.
Altså en helt anden tilgang.

Og ja… jeg har da flere gange måttet erkende, at det med fokus, koncentration, afslapning og “mærke følelse” var en “by i Rusland” for barnet. Så gælder det altså en anden vej rundt. Det er så der, at min erfaring og ballast fra års arbejde med børn, “børns hjerner” og ikke mindst de “skæve hjerner” kommer MIG til gode.
Til dato har jeg stort set altid fundet kringlede og finurlige veje ind til barnets hjerne, og dermed den forandring, der var ønskelig.

Hypnoterapeut Tommy Rosenkilde i arbejde med en gruppe unge